Ironman Frankfurt 2009

Torsdag den 2. juli til midnat satte bilen kurs mod Tyskland. 3 personer stærk, min kone Nancy, min svoger Jes og undertegnede. Vi  lavede pitstop i Flensburg og fyldte de tomme pladser i bilen med dåse cola, inden turen gik mod Frankfurt. Der var ca. 8 timers kørsel incl. pauser inden vi landede hos vores tyske venner Jean og Dagmar, hvor vi skulle bo de næste par dage.

Jean skulle prøve kræfter med en IronMan for første gang. Han har trænet seriøst efter et program der skulle give en sluttid på 12 timer eller mindre. Jeg ved godt at man kæmper altid kun mod sig selv, meeeeen det var svært at undgå lidt konkurrence, da vi lå meget ens tidsmæssigt. Jean svømmer væsentlig stærkere end mig og de tider han har sendt mig på løb, fortalte mig, at her ville jeg nok også ligge efter. Desuden regnede jeg med at løbe meget langsommere i år pga. varmen. Jeg håbede dog på, at jeg var så meget bedre på cyklen, at det kunne udligne oddsne lidt. I påsken hvor vi besøgte dem, cyklede vi ruten igennem, og her var jeg bedre kørende. Men fra Påske og til 5 juli er der løbet meget vand i åen, har jeg senere måtte erkende ;-(

Efter indkvartering lagde vi os til at sove, men det blev kun et par timer. Jeg kunne ikke finde min svømmemaske inden vi kørte hjemmefra, så jeg var nødt til at finde en ny på Expo. Det lykkedes da også at finde en fin svømmemaske, så nu kunne jeg slappe lidt af.

Efter et kort ophold på Expo hastede vi videre til det obligatoriske race-meeting. Og det skal lige siges at Frankfurt er lidt større end lille Langtved med 52 husstande ;-) Der er biler over alt og meget af tiden foregår i kø. At finde en parkeringsplads er nærmet som at vinde i lotto. Men vi nåede det lige på slaget.

Efter en lang dag.... og nat kunne vi nu gå til ro, godt trætte. Vi skulle sove på loftet 2. sal, hele dagen havde det været 32 grader i skyggen og der var absolut ikke koldere på sovepladsen. Men vi fik sovet lidt alligevel.

Dagen efter skulle vi så ind og aflevere cyklerne på første vekselzone, og igen, der er godt nok længere afstande i Tyskland. Vi måtte køre ca. 70 km. for at kunne aflevere cyklerne. Der blev taget billeder af alle, stående med cyklen og startnummeret fremme. Det var for at kunne fremvise ejer af cyklen hvis der skulle blive problemer ved udlevering efter racet. Herefter skulle cykel og hjelm kontrolleres om de var i orden. Da min cykel blev kontrolleret, sagde kontrollanten at der var slør i mit styr eller forgaffel, det kunne jeg egentlig godt mærke nu han sagde det. Jeg havde ellers lige for nyligt justeret forgaffel pga. slør, og nu begyndte jeg at blive nervøs. Hvis det ikke kan holde mere end en måned, så må lejerne være defekte på en eller anden måde og vi skal køre 2 x 600 meter på nogle vandvittigt ujævne brosten. Nå der var stor kø ved cykelværkstedet og de ville også være tilstede om morgenen inden start, så jeg kørte cyklen ind på pladsen og håbede jeg kunne ordne det næste morgen eller at cykelværkstedet kunne.

Efter at have afleveret cyklerne, gik vi ned til søen hvor vi skulle svømme og fik taget bestik af ruter og lagt planer for hvor vi ville starte fra. Med så mange mennesker ville vi stå bagerst helt til højre og mente så at det var her der var færrest mennesker............

Jes fandt ud af at han var nødt til at have et nummerbælte, da det ikke var til at stå og nørkle med sikkerhedsnåle ved hvert skift og jeg var nødt til at have et lille umbraco-nøglesæt med hvis jeg ikke kunne få fat i bikeservice om morgenen. Så vi måtte endnu en gang køre ind til Frankfurt by og finde de nødvendige ting på Expo.

Vi gik til ro i 31 graders varme og med vinduer åbne over det hele var temperaturen "kun" 28 grader da vi skulle op. Klokken var 02:30 det er midt om natten, men vi skal op og spise, smøre os ind i solcreme og pakke de sidste småting sammen. Vi kørte ca. 03:30 mod Frankfurt, hvor vi igen skulle hitte et par parkeringspladser til 2 biler. Vi fik plads på en shuttlebus som kørte i pendulfart til søen hvor vi skulle starte. Det gik faktisk snildt og vi kom også i vekselzonen i god tid. Så jeg fik med det samme løsnet forgaffel og spændt det hele op............ Men der var stadig slør, og det var sideslør ikke som før i længderetningen. Jeg vidste at styret sad fast, alt var efterspændt hjemmefra, så nu var gode råd dyre. Da jeg så stod og rykkede med styret godt irriteret fik Jean øje på at hjulet gav sig. Jeg fik det flået af og fik lånt endnu et umbrakosæt, så jeg kunne efterspænde navet. Det viste sig heldigvis at det kunne tage temmelig meget, så sløret blev næsten elimineret helt. Nu var det kun racerslør. Pyhhhhhhh.

Så var det på med svømmedragten og lige gå rundt og lægge ruten fra vandet og gennem vekselsonen til cyklen ind i hovedet. Tiden nærmede sig og vi kunne nu gå i vandet og svømme lidt. Det var meget varmt vand 24,5 grader havde de målt det til dagen før. Det var kun 0,4 grader fra at vi ikke måtte svømme i neoprendragt. Jean og jeg stillede os helt til højre og helt tilbage, Jes havde fundet et sted til venstre. Vi så Profferne og de hurtige (ca. 300 startende) blive skudt i gang 6:45 og nu var det så vores tur 7:00.

7:00 Starten går, vi svømmer meget langsomt og der er meget trængsel rund om den tømmerflåde der markerer grænsen til højre. Vi fik at vide af Nancy og Dagmar at der stort set var tomt i midten, da alle andre også ville svømme i yderkanten. Så til næste gang tror jeg at jeg vælger midten men stadig bagerst. Der var mange mennesker i vandet og det var svært at overhale, det var ikke alle der svømmede i en lige linie, så en overhaling kunne godt starte på den ene side for så at blive afbrudt og lavet på den anden side i stedet for. Jeg blev træt af at svømme siksak efter andre, så jeg valgte en lige linie mod den fjerneste bøje jeg kunne se. Det gik også rimeligt godt, der blev mere og mere plads. Ca. på halvvejen kom jeg for tæt på en "brystsvømmer" et gav et spark lige på masken. Heldigvis holdt den og jeg lærte at dem der svømmer brystsvømning skal man sømme LANGT uden om, de bruger 3 gange så meget plads som crawl svømmere.

Med en lidt øm næse stod jeg op af vandet og gik til min cykel, af med dragten, tørret fødderne og fik taget 2 par strømper på, så nu var jeg klar til cykling. På vejen skimtede jeg lige til nr. 2511 (Jean) plads, den var som ventet tom. Så nu galt det bare om at komme af sted. Planen var at køre på puls 130 - 140 og det holdt jeg faktisk hele løbet igennem, højeste puls 151 var på vej op ad bjergene. Og både cykel og hjul holdt til brostenene på "The Hell" Ca. 4 timer henne i løbet fik jeg pludselig kraftig blodnæse, da jeg pudsede næse. Muligvis pga. sparket i hovedet undersvømningen. Jeg kæmpede i mere en 10 minutter med at få det til at stoppe det var et kønt syn, med begge hænder og hele hovedet smurt ind i blod. Jeg fik fat i en drikkedunk med vand og fik skyllet mig lidt af og så kunne jeg koncentrere mig om cyklingen igen. Der var desværre ingen spor efter Jean og heller ikke på resten af cykelturen.

Skiftet til løb gik godt og jeg var hurtigt ude på løberuten. Jeg løb med Puls 150 til at starte med og tempo 5:30 min./km. men det blev hurtigt hverdag og jeg fandt et stabilt tempo på 6 min./km.  Jeg gik ved hvert depot, tog et glas isterninger, hældte vand i og drak det, så tog jeg et glas cola og hældte over isen og vupti dejlig kold cola. Ved nogle af depoterne nåede jeg et ekstra glas cola. og ca. 1 gang i timen tvang jeg en gel i mig også. Selv om jeg var træt af alt det sukker og energidrik, var jeg godt klar over at jeg skulle fortsætte med det resten af løbeturen. Ved det ene depot tog jeg et glas saltvand puhhh føj hvor det smagte, så var det alligevel bedre med en gel en gang imellem. Ved 7 km. måtte jeg overgive mig og besøge Dixi, det blev turens eneste toiletbesøg, så det var ikke her jeg spildte tiden. I slutningen af 2. runde fik jeg øje på min konkurrent Jean. Det gav mig helt nye kræfter, jeg fik sagt tuteluu og han svarede at han var helt færdig. Min hastighed var faldet til ca. puls 135, men efter mødethavde jeg så meget energi at jeg røg af sted med puls 143 i stedet og havde så meget overskud at jeg kunne springe de sidste 2 depoter over og sætte hastigheden i top de sidste 6 km. Det var fantastisk at prøve at løbe hele maratonet efter at have svømmet og cyklet først, det var første gang og så i den varme.

Atleter, hjælpere og publikum væltede over alt pga. varmen og Jean måtte også i drop efter han kom ind, han fik 2 poser væske og blev sendt videre på sygehuset, hvor han fik yderligere 2 poser før han blev kørt hjem om natten. Jes fik kramper efter 11 km. og var periodisk svimmel, så han satte tempoet helt ned de sidste 31 km. men nåede i god behold i mål og har nu gennemført sin første IronMan.

Det har været en super oplevelse, der er styr på alt under løbet og der er alt i energi produkter, personligt savnede jeg dog et par store beskidte pølser da jeg kom ind. Jeg fik 3 rufler med ost og spegepølse, men måtte gå over til en cafe og købe nogle pølser...... bare for at holde mig i live ;-) Det er et kæmpe setup, nu har jeg prøvet det og kan sagtens nøjes med mindre.

Jeg har et stort mål jeg gerne vil nå og det er en Ironman distance på mindre end 10:49:00, det håber jeg at nå til næste år til Challenge Copenhagen 2010.